Danske kunstnereDanske kunstnere
Udenlandske kunstnereUdenlandske kunstnere
Dadaismen – den tilfældige kunst
Kunst har udviklet sig enormt gennem tiderne, og der er langt fra guldalderens naturscenerier til dadaismens mere provokerende kunst – uanset om vi taler maleri, litteratur, teater eller musik. Nogle gange kalder man dadaismen for tilfældighedens kunst, fordi ordet dadaismen stammer fra et tilfældigt opslag i en fransk ordbog, hvor ordet betyder kæphest eller gyngehest.
Man kalder også nogle gange dadaismen for den første anti-art bevægelse, hvor der netop blev lagt vægt på det meningsløse, det tilfældige og det absurde. På den måde blev dadaismen en slags forløber for surrealismen i 1920’erne, og man hæfter sædvanligvis årene 1915-1923 på dadaismen. Den opstod altså under 1. Verdenskrig, og det er ikke mindst denne voldsomme krig med de mange meningsløse tab af menneskeliv, materielle ting, kunst og kultur, som er baggrunden for dadaismens fokus på det absurde og det tilfældige.
Det var Europa og Amerika, som var udgangspunktet for dadaismen, og det var jo også disse kontinenter, der var mest berørte af den store krig, som man kaldte verdenskrigen dengang, så det var naturligt, at det var her, at de voldsomme indtryk udmøntede sig i ny og moderne kunst præget af absurditeter og groteske former og udtryk.
På mange måder var dadaismen en protest mod den filosofi og de høje idealer, som prægede den europæiske filosofi. Da krigen brød ud og mennesker blev ofret i millionvis, stod de høje tanker pludselig som helt groteske i forhold til den virkelighed, der udfoldede sig. Denne kunstretning var da også på alle måder imod autoriteter, den var provokerende og foragtede alle de vedtagne normer, som det borgerlige samfund byggede på, hvad enten de var politiske, moralske, seksuelle eller andet.
For eksempel provokerede maleren Marcel Duchamp det bedre borgerskab, da han tog Leonardo da Vincis berømte portræt af Mona Lisa under behandling. Hun fik overskæg og hendes berømte smil blev ledsaget af en bemærkning om, at hun har en god røv. I dag vil vi måske se det lidt som en provokation for provokationens skyld, men det vakte berettiget opsigt i sin tid.
I Europa var det især i Frankrig og Schweiz, at dadaismen fik tilholdssted, men senere under 1. Verdenskrig bredte retningen sig også til Berlin. Og fra bildende kunst bevægede den sig over i litteraturen, hvor især den franske digter Louis Aragon er kendt i dag – og et udtryk for, at det netop var i Paris, at de dadaistiske litterater forsamlede sig.
Dadaisterne provokerede, men i dag ville vi nok ikke reagere på denne form for kunst – kunsten har taget mange skridt ind i nye udtryk og former. I 1960’erne lod kunstnere tilknyttet Fluxus-bevægelsen sig inspirere af dadaismen, så de krigsmærkede kunstnere fra tiden i og omkring 1. Verdenskrig har sat deres præg på kunsten langt op i vore dage.
Barokkens overdådige kunst
Har du lyttet til Johann Sebastian Bach, så har du lyttet til barokmusik og er sikkert blevet grebet af den utrolig rytmik og de svungne former, som melodierne tager i hans fantastiske værker. Bach er et sandt udtryk for barokken og en god illustration på, hvad denne kunstretning står for: Overdådighed, snirklede former og et hav af mønstre, der fletter sig ind i hinanden. Sådan er det i musikken og også i billedkunst og skulptur, hvor det er de svulstige og smukke former, der tæller.
Sideløbende med det er der også en stille landlig dyrkelse af idyllen i barokken, der på den måde både bliver avanceret og lidt naiv i sin stil.
Som så meget andet har udviklingen af barokken rod i en religiøs modsætning. Da den protestantiske reformation blæste gennem Europa, betød det på mange måder en billedstorm og et fokus på det strenge og det puritanske. Det havde den katolske kirke behov for at demonstrere imod, og et af resultaterne var den barokke kunst, hvor det er det svulstige og det monumentale, der tæller, så kirken for alvor kunne vise sin magt og dominans. Hvad end baggrunden er, har den barokke kunst efterladt et hav af skønne værker til os, hvad enten vi taler musik, byggeri eller maleri og skulptur.
En af de mest berømte barokke byer i verden er den tyske by Dresden, der var kendt som et underværk af smukke barokke bygningsværker. Den er hovedstad i den tyske delstat Sachsen, der i barokkens tid var et selvstændigt kongerige. Byen havde tilnavnet Elbens Firenze efter den smukke italienske by og efter sin beliggenhed ved floden Elben, og den var et søgt rejsemål for kunstnere og andre, der ville se den smukke by. Byen blev totalt smadret i et meget omdiskuteret bombardement hen imod slutningen af 2. Verdenskrig. Mange anser bombardementet, som blev gennemført af englænderne, som et terrorangreb, fordi byen ikke havde noget egentlig militært formål, og der gik mange uerstatteligt bygningsværker og kunstværker tabt.
I dag er den smukke bymidte i stort omfang genopbygget i den oprindelige barokstil, så kan man se bort fra, at bygningerne ikke er gamle, er Dresden stadig et godt rejsemål, hvis man vil studere barok inden for en rimelig rejseafstand fra Danmark. En af de berømteste bygninger den domkirken, der går under navnet Frauenkirche.
Autofiktionen som kunstretning
Inden for litteraturen dyrker forfatterne i disse år i høj grad den kunstretning, der går under betegnelsen ‘autofiktion’. Onde tunger mener, den er et udtryk for det fokus på individet og jeget, som tiden er fyldt med, mens andre mener, at vi har at gøre med et spændende felt inden for litteraturen – en kunstretning, som åbner nye døre for litterære oplevelser.
En af de danske forfattere, som i øjeblikket står som eksponent for autofiktionen som kunstretning, er den kvindelige forfatter Leonora Christina Skov, som har skrevet to bøger om sin barndom og ungdom og det problematiske forhold til sine forældre – især moderen, der aldrig anerkendte hende som det, hun er.
Bøgerne med titlerne ‘Den der lever stille’ og ‘Hvis vi ikke taler om det’ følger forfatteren fra barndommen op til i dag, hvor hun har fået sit litterære gennembrud.
Nogle kritiserer autofiktionen for at være grænseoverskridende. Forfatterne behandler deres eget liv og skriver om deres relationer til navngivne personer. Det drejer sig ofte om problematiske relationer, og beskrivelserne kan virke som angreb, som de pågældende ikke har mulighed for at forsvare sig imod, når først bøgerne er udkommet.
Andre forfattere med fokus på autofiktion er den verdensberømte norske forfatter Karl Ove Knausgaard, der om nogen startede denne genre i nyere tid med ‘Min kamp’, og Jesper Stein, der har skrevet om forholdet til sine forældre. Mange andre har bevæget sig ud ad autofiktionens vej.
I en mellemposition mellem fiktion og autofiktion står den unge forfatter Thomas Korsgaard, der har skrevet tre bøger om sin barndom og ungdom i først Vestjylland og siden i København. Han bevæger sig dog bort fra det rent autofiktive og har fundet en anden stil, der løfter fortællingen væk fra det private.
Jens Dalsgaard satte Randers på den anden ende
Måske har du for nylig set teaterstykket ‘Sven fra Randers’ på Randers Teater – hvis ikke, så er du gået glip af en stor oplevelse, for det var et fantastiske stykke moderne teater, som handlede om kunstneren Sven Dalsgaard, der var fra Randers.
Han blev født i 1914 i Randers og døde i 1999 sammesteds, så han var meget bundet til sin hjemegn – også selv om han ofte blev hånet og kritiseret for sin kunst. Den havde rødder både i dadaismens absurde univers og i den brede modernisme og afspejler i vidt omfang hans konflikter med sig selv, sit ophav og sin omverden.
Teaterstykket om Sven Dalsgaard er baseret på hans dagbøger og afspejler den splittede person, som han var. Helt bogstaveligt er det vist ved, at to skuespillere spiller ham på én gang – så han i lange perioder på scenen fører en dialog med sig selv.
Øjne og fugle var nogle af hans ledemotiver, og øjet som motiv afspejler givetvis, at han følte sig set (ned) på og overvåget – noget som han protesterede kraftigt imod gennem sin kunst. Sven Dalsgaard arbejdede både med maleri, skulptur og ord og var på den måde en meget alsidig kunstner.
Asger Jorn
Asger Jorn – de fleste kender navnet, og han er da også en af de ikke så mange verdenskendte kunstnere, som Danmark har præsteret. Han levede fra 1914 til 1973 og fik ved dåben det borgerlige navn Asger Oluf Jørgensen, der dog blev erstattet af kunstnernavnet Asger Jorn, da han valgte at gå den vej.
I det hele taget var han ud af en kunstnerisk familie. En bror var den ligeledes kendte kunstner Jørgen Nash, og en anden, mindre kendt, bror, Vagn Ove Jorn, gik også kunstnervejen.
Asger Jorn levede og arbejdede flere steder i Europa, blandt andet Paris og i Schweiz, men han var meget knyttet til Silkeborg, hvis kunstmuseum i dag rummer en stor og verdensberømt samling af Asgers Jorns mange værker. Han både malede, arbejdede i keramik og skrev bøger.
Hans hovedværk er ‘Stalingrad, stedet som ikke er eller modets gale latter’, som han begyndte på i 1856. Det hænger i dag på Silkeborg Kunstmuseum og er museets største skat – og i øvrigt også Asgers Jorns fysisk set største maleri.
Asger Jorn var meget interesseret i den nordiske oldtid og den gotiske tid og skrev flere værker herom, ligesom han illustrerede bøger om nordens historie.
Selma Lagerlöfs forunderlige verden
Selma Lagerlöf er en af Sveriges mest berømte forfattere og levede i en meget begivenhedsrig tid – født i 1858 havde hun rødder i det gamle samfund, og da hun døde i 1940, havde hun oplevet, hvordan den gamle verden endegyldigt brød sammen, da nazisterne kom til magten.
På mange måder var Selma Lagerlöf en moderne skikkelse. Hun betegnes som en af de første nyromantikere, og hun udkom i 1891 med romanen Gösta Berlings Saga. Den blev godt anmeldt af Georg Brandes og er siden blevet et hovedværk i nyromantikken.
De fleste danskere kender nok mest Selma Lagerlöf for værket ‘Nils Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige’, som udkom i 1906. Vi følger den lille dreng Nils Holgersen, som flyver Sverige rundt med en gås og på den måde får set sit land. Det er en smuk skildring af det store land og har været med til at give mange både svenske og danske børn et indtryk af det enorme land, som Sverige er. Bogen i sin helhed har de færreste nok læst, men de fleste har stiftet bekendtskab med uddrag i skolen, ligesom bogen er udkommet i flere forkortede udgaver tilrettet for børn.
Religionen fyldte meget i Selma Lagerlöfs liv, og hun udgave flere religiøse værker. ‘Jerusalem’ og ‘Kristuslegender’ er nok de mest berømte af dem.
Selma Lagerlöf var født på den lille herregård Mårbacka i Värmland, og hun var meget knyttet til stedet, som røg ud af familiens eje, da faderen kom i økonomiske vanskeligheder. Da hun kom godt i vej som forfatter og blandt andet modtog Nobelprisen, kunne hun købe gården tilbage og boede der resten af sit liv.
Leonardo da Vinci
Multikunstner. Renæssancemenneske. Det er ord, som om noget beskriver Leonardo da Vinci, der både var maler, billedhugger, arkitekt, opfinder, ingeniør, anatom, botaniker, og forfatter. Og han levede i bogstavelig forstand i renæssancen – fra 1452 til 1519, og han kunne alt – sådan kort sagt. Han svømmede også og dykkede, hvilket var helt usædvanligt på hans tid, og så kunne han spille musik og komponere. Ordet ‘renaissancemenneske’ dækker netop over et sådan menneske, der har utallige talenter og forstår at udnytte dem alle.
Leonardo da Vinci har efterladt en lang række malerier, som især har religiøse motiver. Men det mest berømte af dem alle er nok ‘Mona Lisa’, som hænger på det franske museum Louvre i Paris. Pudsigt nok er det aldrig blevet signeret af Leonardo da Vinci, men værket henregnes bestemt til ham.
Han arbejdede som sagt på mange felter, og han var en af de første til at belyse den menneskelige anatomi gennem dissektion af lig. Det var ikke velset på den tid, men vi kender i dag mange af hans anatomiske tegninger og kan se, at han var meget langt fremme i sin kortlægning af menneskets anatomi. Efterladte tegninger viser også, at han både kunne forestille sig helikoptere og flyvemaskiner, så han var langt forud for sin tid.
Skriv til os, hvis du vil vide mere om kunst – vi svarer altid!