Dansk design er berømt over hele verden – det gælder ikke mindst inden for møbler, hvor Danmark har fostret nogle af de bedste designere. Men også inden for industrielt og grafisk design kan vi være med. Her vil vi fokusere på et par af de danske industrielle designs, som med tiden er blevet ikoniske.

Forfatteren af denne artikel blev overrasket, da han engang i 1990’erne sad i et fly på landingsbanen i lufthavnen på Maldiverne, mens der kom nye passagerer på inden videre færd, og der pludselig gik en rengøringsdame hen over banen med en Nilfisk støvsuger af den velkendte, høje model bag sig. Det var et eksempel på, hvordan et design er blevet så kendt og karakteristisk, at det slår igennem, hvor man end ser det.

Nilfisk eksisterer stadig og fremstiller stadig støvsugere. Virksomheden blev startet i 1906, og allerede fra 1920 kom der støvsugere ud fra fabrikken. Den model, mange voksne i dag forbinder med en klassisk Nilfisk i det karakteristiske industrielle design, som den fik med sin opretstående facon og runde kuppel, har rødder helt tilbage den den første model M20 fra 1920, men fandt sin form med modellerne S55 og S55, der kom senere.

Jacob Jensen

En designer, vi forbinder med andre former for industrielt design, er Jacob Jensen, der i mange år stod for at designe modellerne hos Bang & Olufsen, den berømte producent af radioer og TV. Han afgik ved døden i 2015, men hans tegnestue eksisterer stadig.

Han designede et hav af industrielle produkter fra elektronisk udstyr til B&O over køkkenudstyr, ure og briller til telefoner og biler. Hans klassiske telefon fra 1970’erne, der blev designet til det daværende Jysk Telefon, står stadig i mange hjem og betragtes som en af de smukkeste og mest brugsvenlige telefoner nogenlunde.

I dag er mange af Jacob Jensens ting udstillet som en del af den permanente udstilling på MOMA, Museum of Modern Art, i New York.